Historie.

 

Forord:

 I 1985 udgav Morio Higaonna Sensei bogen “ TRADITIONEL KARATE “. Det var den første bog på Engelsk, der grundigt beskæftigede sig med Goju-ryu karatens historie. Trods den omfattende gennemgang af Goju-ryu's historie, mener Higaonna Sensei dog ikke, at den på nogen måde er fyldestgørende nok. Higaonna Sensei arbejder derfor for tiden på et komplet værk, der skal afdække alle aspekter af Goju-ryu historie. Men indtil da, må vi “nøjes” med historien fra “ TRADITIONEL KARATE “.

 

 For 50 år siden erklærede Miyagi Chojun Sensei, at i dette århundrede ville karate udbredes i hele verden. Hans forudsigelse skulle vise sig at være korrekt. Det er en stor glæde idag, at kunne konstatere, at karate i vore dage praktisk talt dyrkes over hele verden. Karaten dyrkes også i mange forskellige former og afskygninger. Det er derfor min opfattelse, at det er vigtigt, at kende dens oprindelse og historiske baggrund. Uden kendskab til historien udviskes konturerne, og det eneste man har tilbage er en tom skal - der kun har værdi på det sportslige plan. Den dybere mening og forståelse - vil være tabt for altid.

 

Henrik Larsen

 

 

  

Historien er redigeret og oversat af Torben Svendsen.

Korrektur Susanne Henriksen. 

 

 

Forudsætningerne for Okinawa Goju-Ryu Karate-Do

 

Grundlæggeren af GOJU-RYU KARATE-DO, Miyagi Chojun Sensei, blev tildelt titlen “BUSHI”, der på Okinawa betyder “værdig kriger” og ikke “samurai” som på japansk. Som kriger er Miyagi Chojun Sensei værdig til at nævnes seperat i vort lands historie og i KARATE-DO.

 

Miyagi Chojun Sensei vil altid forklare “Buijutsu” i et let fatteligt sprog og tale om, hvordan mennesker burde leve i naturens orden. Det er først nu, jeg i taknemmelighed er ble­vet mig desse ords dybere mening bevidst gennem træning i Buijutsu har Miyagi Chojun Sensel søgt efter, hvordan vi men­nesker burde være.

 

De elever, som har modtaget BUSHI MIYAGI’s lære, må indse, at Miyagi Chojun Sensei altid er med os i træningen og dicipli­nerer os med gentagelsens styrke. Vi skal betragte vor træ­ning om en diamant, der til at begynde med er mørk og usle­bet men gennem hård og udmattende træning (polering) vil vor teknik begynde at skinne. Bliver man doven og stopper trænin­gen, vil diamanten igen blive mørk den kræver konstant pole­ring for at blive ved med at være skarp og lysende. Denne fi­losofi skal ikke blot leve i vor træning af karate-teknikker, den skal udvikles i vore hjerter og i sindet. Derfor vil vi tage Sensei’s ord til vore hjerter og bevare dem der.

 

1. Det er en kendsgernning, at hemmelige GOJU-RYU principper findes i "Kata”.

 Kata (arrangerende bevægelser) er ikke blot en opvisning af bevægelser, den er en håndgribelig fastlægning af teknikker, som kan overføres og bruges i en hvilken som helst sammensæt­ning. Vi skal altid huske på, at Kata er en tydeliggørelse af den dybeste mening med karate, og vi skal altid begynde helt åbne og træne hårdt. Kun gennem træning af Kata opnås “GOKUl”

- Den vigtigste Lære.

 

2. GOJU-RYU KARATE-DO er en manifestation overfor sig selv i harmoni med universets akkorder.

“Så blid som et piletræ  - så hård som Mount Tai.” (Der henføres ofte til bjerge i kinesisk poesi).

De uforanderlige former af harmoni mellem himmel og jord op­står først, når de 2 modsætninger hårdt og blødt forenes i en og samme krop. Samme harmoni findes ude i naturen og i uni­versets uendelighed, og vi bliver selv i stand til at udtryk­ke den, hvis vi følger den vej, GOJU-RYU KARATE-DO anviser.

 

3. “At følge GOJU-RYU Karate-Do (vejen) er at søge vejen til sit indre jeg”.

I GOJU-RYU KARATE-DO tilstræber vi at kultivere den menneske­lige naturs renhed til en psykologisk og sjælelig helhed gen­nem træning af krop og ånd. Strategisk var meningen oprinde­ligt “at vinde”, men at vinde åndeligt er det højest opnåeli­ge, derfor må alle, der vælger denne “vej”, huske på det ja­panske tegn “nin”. (Nin = udholdenhed ved at kunne mestre sin egen ånd og den strategi, der går ud på at vinde uden kamp - den inderste hemmelighed.

 

 

Kapitel 1 

Karatens rødder

 

Den gamle civilisation og kampens oprindelse

 

Oprindelsen af kampkunsten kinesisk kempo

 

Kampkunstens indførelse på Okinawa

 

 

Den gamle civilisation og kampens oprindelse

 

Alle levende væsener er født med instinktet til at forsvare sig mod eventuelle fjender. Selv et lille barn prøver fra første færd at beskytte sig ved at dække hovedet med hænder og arme, hvis nogen slår ud efter det. Denne umiddelbare re­aktion er et iboende selvfortsvarsinstinkt, og som følge her­af, er det naturligt at forstille sig, at de elementer, der tilsammen danner karate-kunsten, er udsprunget fra disse vore naturlige instinkter, der går helt tilbage til menneskets tidligste oprindelse.

 

I de ældst kendte civilisationer i Central-Asien, Ægypten og Tyrkiet var der da også tradition for kamp blandt de forskel­lige folk fra vidt forskellige civilisationer.

 

Skønt der ikke eksisterer klare beviser for, hvornår karate­ligninde teknikker begynder at udvikles, er der mange spor fra kampkunstens fødsel, f.eks. tegninger af mænd i karate­lignende stillinger fundet på et antikt ægyptisk gravsted, der kan føres tilbage til så tidligt som for 5000 år siden. Et andet bevis er indeholdt i 2 små babylonske kunstværker -dateret mellem år 3000 til år 2000 før Kristus - visende ka­rakteristiske,  fundamentale  blokkerings-teknikker,  som  de bruges den dag i dag.

 

Det er derfor et faktum, at karate-lignende kamparter blev praktiseret i adskillige af de tidlige civilisationer. Herud­over er det højst sandsynligt, at principperne bag karate blev introduceret i Indien via Tyrkiet.

 

Beviserne antyder, at der har været kulturelle udvekslinger mellem Indien og Tyrkiet længe før Silkevejen blev etableret, men det må understreges, at kampkunsten, som blev indført til Indien fra Vesten, på det tidspunkt stadig var meget “upole­ret” det var først i Indien og Kina, de mere raffinerede teknikker blev udviklet.

 

Det antages, at “våbenløs” kamp var vidt udbredt i Indien og blev anvendt i stammekrige, længe før der var tænkt på Bud­dhisme. I den sydlige del af landet udvikledes der en kamp-kunst kaldet “KALARIPAYT” (Indisk kampkunst), som minder be­mærkelsesværdigt meget om den oprindelige Okinawa - ”TE”.

 

TE”(Tom hånd) siges at have en tusindårig historie, og der er en teori om, at “ KALARIPAYT”blev studeret og hjembragt til Okinawa af søfolk, der havde rejst i det sydlige Indien ideres søgen efter handel. Yderligere menes det, at “ TE”sene­re blev forenet med KINESISK KEMPO (våbenløs-håndteknik) for til sidst at danne kampkunsten karate.


 

Oprindelsen af kampkunsten kinesisk kempo

 

Bodhidharma var en kendt Zen-Buddhistisk munk, som boede i ni år ved et Shao-Lin tempel i Kinas Songshan bjerge. Ifølge le­genden blev han født for ca. 1400 år siden som søn af Kong Sugandhain og medlem af en kriger-kaste. Det fortælles, at han ankom til foden af bjergene i Huan-provinsen omring år 520 for at undervise i buddhisme. Han tilbragte ofte flere dage i meditation i en grotte, som befandt sig i nærheden af templet.

 

Der er ingen klare beviser for, at kampkunst var kendt i Kina før Bodhidharma, men det er sandsynligt, at forskellige andre arter var under udvikling allerede dengang. En af teorierne går ud på, at der for 5000 år siden under Kejser Hua’ng eksi­sterede en kampkunst,  som lignede Kempo,  men først under Chou-Dynastiet grundlagdes Kempo’s teknikker og principper, der så senere af Sui Dynastiet blev udviklet.

 

Som tidligere nævnt brugte Bodhidharma ni år af sit liv i me­ditation ved Shao-Lin templet i Kina, og her lavede han et fysisk træningsprogram til munkene bestående af 18 Kata og 2 Sutra (på japansk: Ekkinkyo og Senzuikyo), der henholdsvis er åndedrætsøvelser for at udholde meditationen og hård træning, og et åndeligt træningsprogram for styrkelse af ånden og mentaliteten. Disse øvelser er stadig fundamentale i Karate­do og respekteres højt. Bodhidharma’s lære siges at have dan­net grundlaget for Kinesisk Kempo, og selvom denne påstand er usikker, har Shao-lin munkene altid indset nødvendigheden af fysisk træning som en del af hverdagen. Flere af Goju-Ryu’s Kata henfører til tal, “SESAN” (13 hænder) “SEPAI” (36 hæn­der) og “SUPARINPEI” (108 hænder). Nogle af disse tal kan stamme fra buddhismen, hvilket igen antyder, at den kan have haft indflydelse på udviklingen af Karate-do.

 

 

 

 

   Bodhidharma, en berømt “Zen” Buddhist

 

 

Kampkunstens indførelse på Okinawa

 

Den lokale kampkunst “TE” blev i dyb hemmelighed dyrket af folk på Okinawa, længe før den Kinesiske Kempo blev kendt. Navnet Kinesisk Kempo nævnes første gang i et historisk skrift fra 1372 (Kong Sattos regeringsperiode), men det er sandsynligvis ved begyndelsen af samhandlen mellem Okinawa og Kina, at indbyggerne på Okinawa først stifter bekendtskab med den Kinesiske Kampkunst Kempo. Da Kempo blev kendt på Okina­wa, blev den brugt som en våbenløs kampform til selvforsvar -ikke som helsetræning. Det var Okinawas stormomsuste politi­ske historie, der havde direkte indvirkning på udviklingen af kamp med de bare hænder.

 

Kong Sho Shins forbud mod at bære våben i slutningen af det 15. århundrede ansporede yderligere interessen for “Den Tomme Hånds” -teknik. Okinawas historie vil blive taget op senere i det følgende kapitel for at tydeliggøre karatens historiske oprindelse på Okinawa.

 

Mange af de Karate-Mestre,  som har studeret de asiatiske kampformers baggrund,  er overbeviste om,  at kombinationen mellem Okinawa’s stil “TE” og Kinesisk Kempo tilsammen danner grundlaget for kampkunsten karate. På Okinawa er der traditi­on for, at alle tråde af fremmed indflydelse længe og grun­digt studeres, for derefter at blive spundet og indvævet i det stof, der danner Okinawa's kultur, og på samme måde blev den våbenløse kampkunst studeret og videreforarbejdet til den højt udviklede kampkunst - karate.

 

Her vil jeg gerne understrege en meget vigtig side ved Okina­wa-Karate: På Okinawa træner man ikke karate som en sport el­ler af helbredsmæssige hensyn. Karate er en livslang stræben, der har til formål at styrke krop og ånd. En Karate-ka (elev) på Okinawa bruger meget tid på at træne de grundliggende Kata om og om igen som en form for åndelig skoling, en indstil­ling, som efter min mening, har udviklet sig som resultat af Okinawas gennem tiderne mange fremmede undertrykkere.

 

Karate, hvis historie er mere end 5000 år gammel, har i vore dage nået et kritisk vendepunkt i sin udvikling. De af os, som har viet hele vort liv til karate, har det ansvar - både overfor vore forgængere og efterfølgere - at bevare essensen såvel som formen af karate for eftertiden.

 

 

Kapitel 2 

Den kulturelle udveksling mellem Okinawa og Kina

 

Okinawa’s historie

  

Våbenforbudet

 

Karatens udvikling på Okinawa

 

Tilblivelsen af NAHA-TE

 

 

Okinawa’s historie

 

I 1340, da Okinawa var delt i 3 kongedømmer, der alle svarede skat til den kinesiske kejser, indvilgede Kejser Chu Yuen Cheang (Ming-Dynastiet) i at modtage et personligt sendebud fra Kong Satto af Ryukyu-Dynastiet. Ifølge de historiske be­retninger havde Satto selv sat dette møde i scene for at få lejlighed til at imponere andre med sin status, og han havde sendt sin bror, Taiki, til Kina med kostbare gaver til den kinesiske kejser. Dette blev begyndelsen på et langt venskabs forhold mellem Okinawa og Kina. I 1372 blev Ryukyu-Dynastiet formelt indlemmet som forbundsstat under Det kinesiske Rige.

 

Ming-kejseren fandt behag i at opretholde et godt forhold til Okinawa. Han sendte hvert år deputationer til øen medbringen­de gaver. På Okinawa blev disse deputationer modtaget med stor begejstring i kongens residens, på slottet i Shuri. Dis­se kinesiske delegationer blev hyppigt udsendt helt frem til 1866. Ikke engang den japanske Satsuma-Klans invasion i 1609 kunne afbryde disse kinesiske besøg. Der var mange Kempo-me­stre og andre dygtige folk blandt delegationsmedlemmerne, og under deres ophold i Shuri og Naha underviste mestrene Okina­was adel og deres elever i Kempo.

 

Hvert år indtil 1874 sendte Ryukyu-Dynastiet skibe med dele­gationer af adelsmænd til det kinesiske fastland. Skibene var lastet med kostbare gaver til den kinesiske kejser, og for at beskytte sådanne transporter mod plyndring og sørøveri, var både delegater og mandskab bevæbnet og uddannet i kampkunst. Det er en af forklaringerne på, hvorfor kampkunsten blev så højt udviklet på så lille en ø som Okinawa. Der var simpelt­hen behov for at beskytte disse “Gaveekspeditioner”.

 

I 1392 - i Kong Sattos regeringsperiode - blev et kinesisk fællesskab af dygtige håndværkere og munke sendt til Okinawa for at tage ophold i landsbyen Kume. Den lokale befolkning blev som en direkte følge heraf ansvarlige for forhold, der havde med handel og kommunikation mellem Okinawa og Kina at gøre, f.eks. udstedelse af diplomatiske dokumenter, fremskaf­felse af budbringere, tolke og lodser. Disse kinesere, der slog sig ned i Kume, underviste også den stedlige befolkning i Kempo.

 

Nogle få adelsmænd fra Okinawa’s Kina-delegationer blev i Kejserriget nogen tid, og enkelte af dem studerede og trænede ved de kinesiske Kempo-skoler. I provinsen Fukien var der dengang en Ryukyu-koloni, som var anlagt af Kong Satto for at huse de af hans folk, der tog til Kina for at studere og træ­ne Kempo. Derfor blev Kempo hurtigt indført på Okinawa i Kong Sattos æra - dels af kineserne og dels af de folk fra Okina­wa, der selv havde studeret Kunsten i Kina.

 

(Okinawa, som idag hører ind under Japan, blev indtil år 1870 kaldt “Ryukyu Dynastiet”)


 

Våbenforbudet

 

 For at forstå hvorfor den våbenløse kampform udviklede sig til en så højtudviklet kampkunst, må vi se tilbage i histori­en:

 

Omkring 1470 gav Sho Dynastiets fald anledning til en periode med politisk oprør, som udmøntede sig i etableringen af et nyt Sho Dynasti i 1477. Den første proklamation fra den ny konge, Sho Shin var forbudet mod at bære våben - gældende for alle fra adelsmand til bonde. Han beordrede derefter alle vå­ben inddraget og låste dem inde i sit slot i Shuri. Kong Sho­Shins mest bemærkelsesværdige handling var hans opfordring til samtlige adelsmænd, som nu var afvæbnede, om at flytte ind til den kongelige hovedstad med deres familier, hvilket gav ham mulighed for at holde øje med eventuelle oprørske krigsherrer.

 

To kampskoler så dagens lys som en direkte følge af Kong Sho Shin’s afvæbning af sit folk. Den ene var “TE”, som blev dyr­ket af overklassen og “RYUKYU KODUDO”, der blev udviklet og trænet af bønder og fiskere, som også anvendte primitive fi­ske- og landbrugsredskaber som effektive våben i kampen mand mod mand. Træningen i såvel bevæbnede som ubevæbnede kamptek­nikker foregik i dybeste hemmelighed på øde steder efter mør­kets frembrud.

 

I vore dage er der mange Okinawa-Mestre, der mener, at Kong Sho Shin’s første våbenforbud var et klogt træk. Okinawas gyldne tidsalder, som varede til 1609, var affødt af samhan­delen med Kina og andre asiatiske lande. I 1609 invaderede den syd-japanske Sutsuma-Klan Okinawa, stormede Shuri og tvang øen til at blive japansk vasalstat. Selv efter invasio­nen pålagde Shogun Leyusu befolkningen at opretholde en loyal holdning overfor den kinesiske kejser. Den japanske besættel­sesmagt opretholdt forbuddet mod at bære våben, men det var snarere for udadtil at give indtryk af, at den politiske si­tuation på Okinawa var uændret. Våbenforbudet er sidenhen fortsat gennem Okinawa's historie.

 

Da Meji-Dynastiet var genrejst i Japan, blev Ryukyu erklæret for japansk territorium, og i 1879 - under den senere Meji­regering - blev hele dynastiet officielt underlagt japansk overherredømme. Denne historiske beslutning skabte uro mellem Okinawa's befolkningsgrupper. Nogle støttede det standpunkt, at man skulle underlægge sig Japan, og andre mente, man burde underlægge sig Kina.

 

Gennem tiderne har en lang række fremmede invasioner af Oki­nawa lært den enkelte betydningen af, at opbygge en indre styrke til et middel, der kan modstå hårde, fysiske anstren­gelser, et grundelement, som er en af hjørnestenene i trænin­gen af karate. Derfor er karate for folk på Okinawa et selv­diciplineringsmiddel både fysisk og mentalt.


 

Karatens udvikling pa Okinawa

 

I historiske overleveringer nævnes navnene på nogle af dem, der satte deres præg på udviklingen af kampkunsten på Okina­wa. I 1683, under Kong Sho Tei's styre, omtales en kinesisk udsending ved navn Wanshu. Han boede i landsbyen Tomari og var sendt dertil af den kinesiske kejser. Under hans ophold underviste han landsbyboerne i en bestemt Kempo-Kata, som ef­ter mester Wanshu's (Wansji) afrejse blev opkaldt efter ham og videreforarbejdet af Tomari’s indbyggere. I vore dage træ­nes “WANSHU” stadig som en TOMARI-TE Kata.

 

Kusanku er endnu en af de kinesiske Kempo-mestre, der nævnes i de historiske skrifter. Han og hans elever rejste i 1756 til Okinawa for at undervise i Kempo. Dette forhold nævnes i det japanske værk “Oshima Hikki”, som er skrevet af japaneren Tobe Ryoen, der led skibsforlis og strandede på øen Ryukyu, og dette er første gang Okinawa-Karate omtales i japanske skrifter. Kusanku gav ligesom Wanshu navn til en SHURI-TE­ Kata, der stadig dyrkes.

 

Der var adskillige andre, som også viede deres liv til Kamp-kunsten på Okinawa. Sakugawa Shungo fra SHURI-TE tog til Kina i 1755 for at studere Kempo. Blandt hans mange efterfølgere kan nævnes Makabi  Chokei,  Ukuta  Satounushi,  Matsumoto Chiku’udon Pechin, Morishima Oyakata og Ginowa Cho’ho. Senere i det 19. århundrede var der mange mestre indenfor SHURI-TE, blandt dem var Matsumura Sokon Sensei kendt for sin experti­se. Vigtig at nævne er også Itosu Anko Sensei, som gjorde me­get for udbredelsen af SHURI-TE på Okinawa, samt Matsumura Kosako Sensei -  mesteren i TOMARI-TE

 

Grundlæggeren af NAHA-TE, stormesteren Higaonna Kanryo Sensei rejste i 1875 til den kinesiske provins Fukien for at lære sig kinesisk Kampkunst. Han tilbragte Ca. 15 år i Kina, før han mestrede Kampkunsten, hvilket vi vil høre nærmere om i næste kapitel.

 

Som det kan ses, er der 3 forskellige varianter af “TE” på Okinawa: TOMARI-TE. SHURI-TE og NAHA-TE, som ganske enkelt er opkaldt efter den by, stilarten stammer fra. Samlet blev de benævnt  “Todei” eller “Karate”,  med  japanske  skrifttegn, som betyder “Kina Hånd”. Det er vigtigt at påpege, at de 3 stilarter er nært beslægtede og kun er forskellige i fortolk­ningen - ikke i selve indholdet. Alle Okinawa’s stilarter er - bortset fra nogle hårfine forskelligheder - en og samme kampkunst, der anvender de samme teknikker og har samme mål. Det afspejles i den kendsgerning, at stilarterne hver især har samme formål: “Selvforsvar” og de enkelte grene imellem hersker der respekt og venskab - ikke fjendtligheder.


 

Tilblivelsen af Naha-Te

 

De forskellige stilarter ændredes i første halvdel af det 20. århundrede. SHURI-TE og TOMARI-TE blev slået sammen under be­tegnelsen SHORIN-RYU og NAHA-TE blev senere kendt under nav­net GOJU-RYU (den hårde og den bløde skole). Betegnelsen GOJU-RYU blev påhæftet i 1931 af Miyagi Chojun Sensei, som grundlagde GOJU-RYU.

 

Okinawa-Karate blev i 1933 anerkendt som en selvstændig stil-art af det japanske råd for Kampkunst, “Butoku-kai”. Helt op til 1935 blev Karate skrevet som, (Kina Hånd). Men på en konference i 1935 mellem mestrene fra de respektive stilarter afholdt på Okinawa blev det vedtaget at bruge en ny be­tegnelse for karate. De besluttede sig for at kalde deres Kunst “Karate”, skrevet med japanske skrifttegn       (“Tom Hånd” eller “Våbenløs selvforsvars Kunst”). Nogle mestre fo­retrækker at kalde deres stil “Karate-Do”, som betyder “Karatens Vej”

 

Senere udvikledes der mange nye former, alle med grundlag i de traditionelle stilarter. SHORIN-RYU blev senere opsplittet i adskillige varianter, mens GOJU-RYU i det grundlæggende stadig var det samme stilistisk. I hovedlandet, Japan, udvik­lede GOJU-RYU sig til en organisation kaldet: GOJU-KAI, og kombinationen GOJU-RYU og SHORIN-TE blev til stilarten SHITO-RYU.

 

Karate er ikke længere forbeholdt Okinawa, men er i dag aner­kendt som kampkunst og fast forankret både i Japan og inter­nationalt. Denne udbredelse af karate har ført til modstrid­ende opfattelser af teknikker, træning og formål. Det er på tide, at Okinawa-mestrene, som karatens “Gudfædre” overvejer, i hvilken retning og under hvilken synsvinkel, karate skal fortsætte i fremtiden.

 

De fire karate hoved-skoler på Okinawa

 

 

 

 

Dette er de fire hoved skoler på fastlandet Japan, der findes dog mange flere stilarter, men de vil altid kunne føres tilbage til en af disse fire.

 

 

Navnene på de kinesiske udsendinge, der blev sendt til Ryuku dynastiet

 

 

 

 

Kapitel 3

Grundlæggelsen af Goju-Ryu karate: Naha -Te

 

 Den personlige beretning om stormesteren Higaonna Kanryo Sensei

 

Mødet med mester Ryu Ryuko

 

Et kort indblik i mester Ryu Ryuko’s personlighed

 

En kampstrid

 

En episode i Foochow

 

Higaonna Sensei som grundlægger af Naha-Te

 

Ashi No Higaonna (Higaonna’s legendariske spark)

 

Miyagi Chojun Sensei som Higaonna Kanryu Sensei’s elev. 

 

 

Grundlæggelsen af Goju-Ryu karate: Naha-Te

 

I dette afsnit skal vi høre om NAHA-TE Kampkunsten, som dan­ner grundlaget for GOJU-RYU og om dens grundlægger, Storme­steren Higaonna Kanryo Sensei.

 

Der er mange uklare punkter omkring Higaonna Kanryo Sensei’s liv og levned som instruktør, og før jeg begyndte at skrive om ham, havde jeg adskillige lange samtaler med ældre mestre og Karate-Ka. Gennem dem lærte jeg mange nye ting om Higaonna Kanryo Sensei og hans liv, hvilket jeg gerne vil gå dybere ind i snarest muligt.

 

 

Den personlige beretning om stormesteren Higaonna Kanryo Sensei

 

Higaonna Kanryo Sensei blev født i Naha den 10. marts 1853 som Higaonna Kanryo Senior og dennes hustru Makados fjerde barn. (1853 var et bemærkelsesværdigt år i japansk historie. Det var det år, den amerikanske kommandør, Perry, besøgte Okinawa og slottet i Shuri).

 

Kanryo-familien tilhørte middelstanden, og da Higaonna junior var barn, blev han kaldt "Machu". Selv om Machu var lille af sin alder, var hans bevægelser meget hurtige, hans krop var utrolig smidig, og hans ben og hofterne var usædvanlig elast­iske. Machu var allerede fra begyndelsen meget interesseret i kampkunst og var meget ivrig for at lære alt om den.

 

Da han var 16, begyndte han at lære kinesisk Kempo af en ukendt, som havde lært det i provinsen Fukien, i Kina. Til trods for sin ringe højde lærte han hurtigt, takket være sin stærke krop, at mestre Kempo. Det tog ikke den unge kæmper ret lang tid at nå det samme ekspertniveau som hans instruk­tør, både hvad angik dygtighed og teknik. Sin unge alder til trods var han kendt som en mester i kampkunst i Naha. Men Hi­gaonna Kanryo Sensei var ikke tilfreds med det høje niveau, han havde nået. Han ville til Kina for at grave dybere ind i kinesisk kampkunst.

 

Den unge Higaonna Kanryo Sensei var gennem beretninger fra både handelsfolk, sin instruktør og andre blevet fascineret af den kinesiske befolkning, deres kampkunst, træningen og kunst i øvrigt, og i lang tid drømte han om selv at rejse til Kina. Higaonna Senior ville gerne hjælpe sin søn med at komme af sted, men da der var 6 andre børn at sørge for, var han ikke i stand til at hjælpe med penge til sådan en rejse. Men Higa­onna Kanryo Sensei opgav ikke at få sin drøm opfyldt.

 

 

Mødet med Mester Ryu Ryuko

 

I Naha, som var den eneste havneby, der var åben for handel med Kina, boede en statsmand ved navn Udon Yoshimura (1830-1898). Hans kinesiske navn var Sho Shirei - det japanske Chomei - og han rejste ofte til Kina i sin egenskab af sendebud. Higaonna Kanryo Sensei blev præsenteret for ham af en instruktør i kampkunst fra byen Kume, og gennem Yoshimura blev han sat i forbindelse med ejeren af et handelsskib, der sejlede i rutefart mellem Okinawa og Kina. Med en vis portion stædighed lykkedes det Higaonna Kanryo Sensei at overtale skipperen til at tage ham med til Kina, og han fik således opfyldt sin drøm om at lære kampkunst i Kina.

 

I november 1874 forlod den 22 -årige Higaonna Kanryo Sensei Naha’s havn om bord på et skib med kurs mod det kinesiske fastland. Efter en rejse på otte dage, hjulpet af god vind, ankom skibet - Toshishinryu - til den kinesiske havneby Foo­chow. Higaonna Kanryo Sensei blev næsten 1 år i Foochow og boede i Okinawa-kolonien Ryukyu-kan, og gennem lederen af ko­lonien lykkedes det ham at blive forestillet for den kinesi­ske mester i Kempo, mester Ryu Ryuko, men det tog ham næsten et år at få foretræde for mesteren.

 

Higaonna Kanryo Sensei blev til trods for præsentationen ikke accepteret som elev lige med det samme. Det var almindelig fremgangsmåde i Kina, at mestrene først tog sig tid til at kigge nærmere på kandidatens karakter og personlighed, før man blev accepteret. Higaonna Kanryo Sensei blev derfor sat til at passe have og gøre rent i mesterens bolig. Det gjorde han i meget lang tid med stor iver og påpasselighed. Mester Ryu Ryuko blev meget imponeret over Higaonna Kanryo Sensei’s holdning, og da han mente sig tilfreds, blev Higaonna Kanryo Sensei optaget som hans personlige elev.

 

Om dagen hjalp Higaonna Kanryo Sensei sin mester med hans ar­bejde, som var at bearbejde bambus, og efter mørkets frembrud startede træningen med “SANCHIN”, dernæst trænedes UNSOKU-HO (et bevægelsesmønster med Nigiri-game (tunge keramikkrukker) som kontravægte.

 

Denne øvelses formål var at styrke den enkeltes evne til at holde fast og samtidigt udvikle de rigtige ben bevægelser. Træningen fortsatte med øvelser på Nuchi-ishi (natur-sten), og gik derefter videre til Makiwara (stødplade), en træning hvor albuer, knoer, håndkanten og hånd-roden gentagne gange bliver slået mod makiwara’en. Man trænede også i en stor bam­buskurv (uki), hvor to personer øvede nærkamp og kvælnings­teknikker.

 

Higaonna Kanryo Sensei var dybt betaget af de instrumenter og værktøj, han anvendte første gang, han var i sin mesters dojo. For hver ny teknik blev hans interesse i karate større og større, men belastningen af så hård en træning havde sin indvirkning: Higaonna Kanryo Sensei’s ben, hænder og skuldre var altid ophovnede af overanstrengelse, men det var kun gennem hård træning, han kunne udvikle sine muskler til at blive så hårde som hærdet stål. Higaonna Kanryo Sensei blev efter ad­skillige års hård træning mester Ryu Ryuko’s dygtigste elev.

 

 

Et kort indblik i Mester Ryu Ryuko’s personlighed

 

Mester Ryu Ryuko var ekspert i Shao-lin Kempo, som stammede fra den sydlige del af Kina. Oprindelig tilhørte han Foo­chow’s adel i Fukien. Under et internt oprør, måtte Ryu Ryu-ko-familien forklæde sig som almindelige mennesker for at redde livet, og derefter arbejdede mester Ryu Ryuko som bl.a. tømrer og murer, medens han stadig var ung.

 

Da Higaonna Kanryo Sensei blev hans elev, var han allerede holdt op som tømrer og ernærede sig som kurvemager. Han var over 1,85 m. høj og havde en usædvanlig muskelstyrke. Han var kendt i hele Fukien som mester i Kempo og en særdeles

Veldisciplineret kæmper.

 

Engang, da Higaonna Kanryo Sensei stadig var i lære, kom en ung mand ind i mester Ryu Ryuko’s butik for at opfordre ham til at vise sine færdigheder. Mesteren var i færd med at skæ­re en bambusstok, og den unge mand bad ham række ham stokken, derefter tog den unge mand stokken mellem sine hænder og knu­ste den med et slag. Higaonna Kanryo Sensei blev stum af for­bavselse, men opvisningen gjorde ikke indtryk på mesteren, som stadig var upåvirket og rolig. Han samlede roligt den knuste stok op og trak den i et træk over i to dele - Higa­onna Kanryo Sensei troede ikke sine egne øjne (bambus er nor­malt meget stærkt - ikke kun pga. den kemiske sammensæt­ning, men også selve opbygningen - rund og hul). At den unge mand kunne knuse bambus med hænderne er i sig selv betagende nok - men at rive den fra hinanden er en utrolig bedrift. Den unge mand stod et øjeblik lamslået ude af stand til at tro på, hvad han havde set og forlod så forretningen i stilhed.

 

 

 

 

(Bambus er et utroligt stærkt materiale ikke kun pga. dets kemiske opbygning, men også sammensætningen rund og hul er en stærk kombination. At den unge mand var i stand til at knuse den ned sine bare næver er i sig selv fantastisk, men derfra og så til at trække den midt over er utroligt ja næsten umuligt).

 

 

     En Kappestrid

 

Higaonna Kanryo Sensei’s ry som en stormester i kampkunst spredtes gradvist ud over hele Foochow.  Engang opstod der diskussion mellem mester Ryu Ryuko’s elever og elever fra en anden dojo inden for samme stilart, om hvem af de to der var bedst og dygtigst. Mestrene fra de respektive dojo’er udvalg­te så deres bedste elever til opvisning i Kata. På den tid var det sædvane i Kina, at man konkurrerede i Kata i stedet for Kumite (frikamp). På den måde var det muligt at se, hvem der var bedst uden at komme til skade.

 

Higaonna Kanryo Sensei blev udvalgt til at repræsentere me­ster Ryu Ryuko’s dojo. Konkurrencen blev åbnet af en elev fra den anden dojo, som fremførte “Sanchin Kata”. Higaonna Kanryo Sensei viste samme Kata, og de øvrige elever fra den rivali­serende dojo var lamslåede efter nøje at have fulgt opvisnin­gen, som var så overbevisende, at deres mester medgav mester Ryu Ryuko, at hans kunst var deres egen langt overlegen. Ef­ter denne konkurrence blev Higaonna Kanryo Sensei’s berømmel­se spredt ud over hele Foochow. Det siges, at mange Karate ­Ka’er har forsøgt at komme i kamp med Higaonna Sensei for at vise deres mod, men han holdt det løfte, han havde afgivet til mester Ryu Ryuko, da han blev optaget som elev, aldrig at involvere sig i kamp for at vise sine færdigheder, og derfor afslog Higaonna Kanryo Sensei altid disse unødige udfordrin­ger.

 

 

En episode i Foochow

 

Som nævnt studerede Higaonna Kanryo Sensei kampkunst hos me­ster Ryu Ryuko Sensei i Foochow provinsen i det sydlige Kina. Han var en usædvanlig elev i to henseender for det første fordi han var en udlænding, der studerede den kinesiske WUS KU’s hemmelige verden, og for det andet pga. hans usæd­vanlige videbegærlighed samt de hurtige fremskridt, han gjor­de.

 

Samtidig med at hans styrke voksede, blev Higaonna Kanryo Sensei’s rygte spredt mere og mere ud over det sydlige Kina. Hans færdigheder lå langt over de andre elevers i Ryu Ryuko Sensei’s dojo, og dette var uden tvivl grund til en hel del jalousi.

 

Den følgende hændelse fandt sted, da Higaonna Sensei havde opholdt sig i Kina i nogle år. Episoden er mundtligt blevet overleveret fra Higaonna Kanryo Sensei til Miyagi Chojun Sen­sei, videre til Miyagi An’ichi Sensei og nu til Higaonna Mo­rio Sensei. Episoden skete ved en afskeds fest afholdt for en af Ryu Ryu­ko Sensei's elever, der skulle vende hjem til sin fødeby i Kina. Da Foochow er en havneby, blev festen helt naturligt holdt på en båd, hvor der blev spist og drukket tæt under festlighederne, så alle var i højt humør.

 

Da festen var ved at slutte, skulle alle naturligvis hjem, men da bådens dæk lå højere end kajen, var alle nødt til at springe fra båden og ned på kajen. Higaonna Sensei var en af de sidste til at springe ned. Lige da han sprang, og medens han stadig befandt sig i luften, var der en af dem der stod på kajen, som uden varsel stødte et Nukite (finger stik) lige imod hans ansigt (om dette var et overlagt forsøg på at skade Higaonna Sensei, eller det bare var for at afprøve hans fær­digheder, vil aldrig blive opklaret). Higaonna Kanryo Sensei reagerede uden tøven på angrebet ved at læne sig bagover, således at Nukite’et strøg lige forbi hans ansigt, samtidig med at han ramte angriberen med et kraftfuldt spark lige i underlivet.

 

Da Higaonna Sensei var klar over, hvilken skade et sådant spark kunne forårsage, rådede han sin angriber til at tage en speciel medicin, der kunne helbrede eventuelle indre kvæstel­ser. Hans angriber fulgte imidlertid ikke dette råd, idet han påstod, at der ingen skade var sket.

 

Tre år senere, medens Higaonna Kanryo Sensei stadig var i Ki­na, hørte han om denne mands alt for tidlige død.

 

 

Higaonna Kanryo Sensei som grundlægger af Naha-Te

 

Mester Ryu Ryuko’s hjem var en toetagers bygning mesteren selv boede på første sal, medens forretningen og Higaonna Sensei’s værelse lå i underetagen, hvor gulvet oftest var me­get koldt. Det var så koldt, at det vækkede Higaonna Sensei hver morgen. Ude af stand til at sove længere tilbragte han den tidlige morgenstund med træning af Kata. Mester Ryu Ryuko stod også tidligt op og fulgte Higaonna Sensei’s træning fra sit vindue. Higaonna Sensei fik ofte besked på ikke at overtræne, så han ikke havde kræfter til rejsen hjem til Okinawa. Mester Ryu Ryuko vogtede over ham som sin egen søn.

 

Higaonna Kanryo Sensei var mester Ryu Ryuko’s personlige elev i 15 år, og efter 15 år med hård træning forlod han Foochow for at vende hjem til Okinawa.

 

Umiddelbart efter hjemkomsten aflagde han besøg hos Udon Yo­shimura, der i sin tid havde hjulpet ham til Kina. Udon Yo­shimura var meget imponeret over så voksent, beskedent men værdigt et menneske, Higaonna Kanryo var blevet, og han bad ham undervise sine sønner i nogle af de teknikker, han havde tilegnet sig i Kina. Udon Yoshimura’s ældste søn, Yoshimura Chogi, gik meget højt op i kampkunst og trænede ihærdigt.

 

Higaonna Kanryo Sensei’s ry og rygte var ude over hele Naha og opland kort efter hans hjemkomst til Ryukyu-øerne. Ryukyu­ Dynastiets konge, Sho-Taj, bad ham være kongefamiliens in­struktør i kampkunst sideløbende med undervisningen af Udon Yoshimura´s familie.

 

Higaonna Kanryo Sensei efterlevede loyalt den kinesiske lære om beskedenhed, han var altid tilbageholdende og rolig i sin optræden og talte aldrig om sine egne oplevelser eller ekspertise i kampkunst. Han genoptog en kort tid sit tidlige­re arbejde som handlende på skibene, men søfolk, købmænd og embedsmænd, der havde været i Kina, fortalte alle om Higaonna Sensei’s talent og gode rygte. Der var mange, der ønskede at blive elev hos ham, men kun meget få blev hos ham på grund af den hårde og barske træning.

 

Higaonna Sensei lavede sit hjem i Nishimachi om til dojo og begyndte så at undervise gratis. Higaonna Sensei var stille af natur, men i en dojo syntes han helt at ændre karakter. Hans blik blev skarpt som en ørns, og eleverne var næsten bange for at komme for tæt på ham.

 

I 1905 begyndte han at undervise ved en privat skole på op­fordring fra inspektøren selv, formålet med undervisningen var at styrke eleverne fysisk såvel som mentalt.

 

Under det 15 år lange ophold i Kina havde Higaonna Sensei lært sig mange traditionelle, kinesiske kampformer så som: CHIEN (Det lige sværds teknik), DAO (Bredsværds teknikken), og spyd-teknikken. Hans behandling af teknikkerne var sande­lig bevægelses-kunst, og han blev derfor hurtigt berømt - ik­ke kun i Naha, men også i de andre store byer på Okinawa.

 

Higaonna Kanryo Sensei var ingenlunde nogen høj mand, han var omkring 1,50 m., men stærkt bygget. Hans muskler var godt veludviklede takket være den hårde træning, han gennemgik i Kina. Hans hænder og ben var usædvanlig smidige, og folk kal­dte ham:  “Higaonna med det kraftfulde spark”, fordi hans spark og bevægelser var hårde og hurtige som lynet. Folk var overraskede over, at så lille en mand kunne besidde så megen styrke og behændighed - i Naha kaldte man ham “KENSEI”, hvil­ket betyder “De hellige (velsignede) Hænder”. Lidt efter lidt blev Higaonna Kanryo Sensei’s stil kendt som “NAHA-DEI (TE)”, i betydningen Naha-hånd (teknik), og i vore dage hædres han som grundlæggeren af Okinawa-Karate.

 

 

Ashi No Higaonna

(Higaonna's legendariske spark)

 

For Okinawa’s beboere var Higaonna Kanryo Sensei mere end blot en usædvanlig udøver af kampsport. Hans evner var så u­trolige, at det grænsede til det mystiske og okkulte - en kæm­per uden lige - på den tid, i fortiden og sandsynligvis også i al fremtid.

 

Higaonna Kanryo Sensei, lærer for Miyagi Chojun Sensei, som senere grundlægger GOJU-RYU, (følger i næste afsnit), var og­så kendt blandt folk på Okinawa som “ASHI NO HIGAONNA”. “ASH­I” - betyder ben, han var blevet tildelt dette navn på grund af hans legendariske evne til at sparke. Når man tager i be­tragtning, at GOJU-RYU’s Kata’er ikke lægger speciel vægt på sparketeknikker, er dette tilnavn ret overraskende.

 

Som før nævnt bredte Higaonna Kanryo Sensei’s rygte, som en enestående kæmper (og hård læremester), sig hurtigt ud over hele Okinawa ved hans hjemkomst fra Kina. På dette tidspunkt hævdede en berygtet gadekæmper at være den absolut skrappeste og stærkeste mand på Okinawa. Han blev kaldt “Mimi Uncho”, et øgenavn han havde fået på grund af hans ører, der var temme­lig store, (“Mimi” = ‘Ører ”Uncho” = Universet). Rangen som skrappeste fyr havde han retfærdigvis tilkæmpet sig ved at slå den berømte Motubo “Saru” ud (“Saru” Abekat), en kæmper, der ellers gik i lag med alle, der meldte sig, selv fremmede, og som er bedst kendt for at have slået en russisk bokser ud i et slag.

 

På trods af dette rygte som den skrappeste fyr, et rygte han var ret stolt af, var han mere end blot en smule bekymret over Higaonna Kanryo Sensei. Det var almindelig kendt, at Hi­gaonna Kanryo Sensei somme tider besøgte Naha’s havnekvarter med dets mange værtshuse, hvor han sædvanligvis ville opholde sig til sent ud på aftenen. Når han skulle hjem, skød han al­tid genvej over en øde kirkegård. - En aften bestemte Mimi sig til at bevise, at han stadig var Okinawa’s skrappeste fyr. Han lagde sig til at vente på Higaonna Kanryo Sensei ved kirkegårdens udgang - godt gemt bag den tykke mur, hvor igen­nem udgangen var. Higaonna Kanryo Sensei, ikke just ædru ef­ter hans natlige aktiviteter, kom til syne på stien på vej hjem. Da Mimi så, hvilken forfatning hans udsete offer var i, var han overbevist om, at hans opgave ville blive ganske let, og at et enkelt velplaceret spark kunne klare sagen.

 

Da Higaonna Kanryo Sensei dukkede frem fra udgangen, angreb Mimi uden advarsel, idet han ikke gav sit offer nogen chance for at se, hvem der angreb. Til hans absolutte forbløffelse fandt han sig selv rullende baglæns med en skarp smerte i det ben, han ville sparke med. Næsten før hans ben havde forladt jorden for at sparke, havde Higaonna Kanryo Sensei uden at se sin modstander, smækket et lynende hurtigt spark ind i Mimi’s angribende ben, hvilket havde standset det angribende spark og samtidig slået ham ud. - Efter dette flygtede Mimi kloge­ligt. Higaonna Kanryo Sensei, der tænkte, at han var blevet udfordret, satte straks efter hans ukendte angriber. Mimi flygtede ind i et teater, idet han håbede at kunne skjule sig i mængden af mennesker. Da han var kommet indenfor, skjulte han sig bag nogle store kufferter, som indeholdte skuespil­lernes kostumer.

 

Da teaterdirektøren så en forstyrret Mimi gemme sig bag kuf­ferterne og straks efter en meget vred mand, som han straks genkendte som Higaonna Kanryo Sensei, gættede han hurtigt, hvad der havde foregået. Higaonna Kanryo Sensei kaldte på di­rektøren og spurgte, om han havde set nogen komme ind i teat­eret, hvortil direktøren, der var bange for Mimi, svarede, at det havde han bestemt ikke. Da Higaonna Kanryo Sensei var gået igen, gik direktøren hen til Mimi's skjulested og fortalte ham, at hans forfølger var gået. Derefter berettede en yderst chokeret og skræmt Mimi aftenens begivenheder for teaterdirektøren, selv om han selv havde svært ved at fatte, hvad der egentlig var sket.

 

Nogle år efter forsøgte Mimi Uncho at komme til at træne i Higaonna Kanryo Sensei's dojo. Men da han kendte Mimi's rygte som berygtet ballademager, afslog Higaonna Kanryo Sensei at undervise ham, skønt han imidlertid aldrig havde fundet ud af , at det var Mimi, der havde angrebet ham den nat for længe siden.


 

Miyagi Chojun Sensei som Higaonna Kanryo Sensei’s elev

 

Efter hjemkomsten fra Kina brugte Higaonna Kanryo Sensei al sin tid og energi på at studere og træne “SANCHIN KATA”. Hans sind var så optaget af “SANCHIN”, at han af og til helt glem­te at spise. På den tid blev en ung mand hans personlige elev. Elevens navn var Miyagi Chojun, som senere grundlagde GOJU-RYU. Higaonna Kanryo Sensei var dengang 49 år, og den unge mand var bare 14 år, da de mødtes første gang.

 

Higaonna Kanryo Sensei lærte kun  sine  elever UNSOKU-HO (grundlæggende bevægelsesmønstre) i de første 6 måneder - om og om igen. Derefter gik man, i 3-4 år, over til udelukkende at træne “SANCHIN KATA”,- en Kata, der optræner evnen til at kontrollere åndedrættet og muskelspændingen. Higaonna Kanryo Sensei's træning var så hård, at mange af eleverne blødte fra skuldrene, medens synet svigtede og hofter og ben, var på randen af sammenbrud,- mange af dem havde blod selv i urinen. Eleverne fik aldrig lov til at gå videre til en ny Kata, før de beherskede de korrekte bevægelser og mønstre, den korrekte åndedrætsteknik og en høj grad af udholdenhed.

 

Der var mange, der ville træne under Higaonna Kanryo Sensel, men de fleste forsvandt igen på grund af den hårde træning. Blandt de der blev, var Miyagi Chojun, og sammen med Higaonna Kanryo Sensei viede han sit liv til at forbedre og skabe fremgang for NAHA-TE.

Tidligt i 1916 blev Higaonna Kanryo Sensei syg, og Miyagi Chojun Sensei tog sin læremester hjem til sig og passede og plejede ham, men Higaonna Kanryo Sensei døde i oktober samme år. På denne måde blev NAHA-TE overleveret fra Higaonna Kan­ryo Sensei til Miyagi Chojun Sensei, som beretningen nu skal handle om. 

 

 

  Kapitel 4

Goju-Ryu’s start og udvikling

 

Beretningen om Miyagi Chojun Sensei

 

Miyagi Chojun Sensei og hans træning

 

Miyagi Chojun Sensei’s træning og studier

 

Karatens udbredelse

 

Goju-Ryu får sit navn

 

Navnet Goju-Ryu’s oprindelse

 

 

 

Beretningen om Miyagi Chojun Sensei

   

Miyagi Chojun Sensel blev født den 25. april 1888 i Naha. Hans familie tilhørte overklassen. De ejede 2 handelsskibe, som var indsat til at transportere medicin importeret fra Ki­na, og denne medicin videresolgte Miyagi-familien til købmæn­dene og staten. Familien var en af Naha’s rigeste. Miyagi Chojun’s far hed Miyagi Chosho, og han var 3. søn i klanens arvefølge. Da Miyagi Sensei var 5 år, døde hovedarvingen, og derfor blev han adopteret og gjort til første-arving, på trods af hans plads som førstefødt i faderens gren af famili­en.

 

I elleveårs alderen tog Miyagi's mor ham med til en Karate­mester ved navn Aragaki Ryuko Sensei (Bedste fader til Arigaki Shuichi, der i dag er rådgiver for “OKINAWA GOJU-RYU KARATE-DO’S” råd). Miyagi Chojun Sensei’s mor havde oplevet de hår­de, omsuste år, som dels skyldtes Meji-Dynastiets genrejsning og senere også den Sino-japanske krig hun havde derfor det standpunkt, at en mand bør være stærk, både åndeligt og fy­sisk, for at møde tilværelsens udfordringer - især som familieoverhoved.

 

I mester Aragaki Sensei’s dojo trænede Miyagi Sensei mest på Makiwara, Chishi og Nigiri-game, der hovedsagelig bruges til udvikling og styrkelse af musklerne. Miyagi Chojun Sensei blev i en alder af 14 år præsenteret for Aragaki Sensei’s go­de ven, Higaonna Kanryo Sensei, der på grund af sin høje an­seelse hos folk ustandselig modtog anmodninger fra folk, der håbede på at blive hans elever. Higaonna Kanryo Sensei optog ikke nye elever, med mindre han følte sig sikker på, at ved­kommende nu også var i besiddelse af den disciplin, der kræves for at dyrke karate seriøst. Selv efter optagelsen studerede Higaonna Sensei sine nye elever nøje, indtil han var overbe­vist om, at hver enkelt elev tog sin træning alvorligt.

 

Den unge Miyagi Chojun gik højt op i sine mange gøremål han gjorde rent, ordnede have, kløvede brænde og hentede vand, og han hjalp ofte til med de huslige gøremål. Endelig optog Hi­gaonna Kanryo Sensei ham som elev og underviste ham i sin

Kunst: NAHA-TE. Miyagi Chojun Sensei var dengang ikke sikker på, om han ville fortsætte med at træne karate resten af li­vet, men han holdt allerede da meget af sin træning.

 

 

Miyagi Chojun Sensei og hans træning

 

Higaonna Kanryo Sensei trænede sine elever så hårdt, at selv Miyagi Chojun Sensei mere end een gang overvejede at holde op, men da han var nået gymnasiealderen, var han mere end no­gensinde overbevist om, at Karate var hans “vej”.

 

Hans træning foregik ikke kun i dojo’en, han løb til og fra skole hver dag for at styrke sine ben, og ofte løb han ned til havnen for at træne. Her bandt han den ene ende af en “Obi” (loddesnor) fast til en træbjælke og snurrede den anden ende rundt om nakken, fra stående stilling bøjede han sig fremover og tilbage med ret ryg og brugte således bjælken som modvægt, - en øvelse der styrker hofter, talje og ben. På stranden styrketrænede Miyagi Chojun Sensei med store sten på op til 100 kg. for at styrke sine arme, sit greb og hofterne. Hvis en sten var for tung den ene dag, vendte han tilbage igen og igen, indtil det lykkedes for ham at løfte den.

 

Alt dette gjorde Miyagi Chojun Sensei på eget initiativ, in­den han om aftenen gik til træning i Higaonna Kanryo Sensei’s dojo. På trods af al denne ekstra-træning var karate trænin­gen, hos Higaonna Sensei, stadig utrolig hård og krævende. I “ SANCHIN KATA” var Higaonna Kanryo Sensei’s krav til muskelspændingen så svære at leve op til, at Miyagi Chojun Sensei af og til besvimede under træningen.

 

Efter hans aften-træning var han så udkørt, at han dårligt kunne slæbe sig hjem og op ad trapperne, som han tog eet trin ad gangen ved at løfte benene med håndkraft. Somme tider var Miyagi Sensei så udmattet, at han ikke en gang havde kræfter til at klare trinene, og faldt derfor bare om i opgangen, hvor han sov til den lyse morgen.

 

Selv om træningen var så barsk, var Miyagi Sensei stadig helt opslugt af karate han havde en stærk vilje og var også flit­tig med sine studier. Higaonna Kanryo Sensei, der bl.a. havde set disse træk under observation af Miyagi Sensei, var mere end overbevist om, at her var manden, der skulle føre den kunst videre, som han selv havde lært i Kina, af mester Ryu Ryuko.

 

Sammen viede Higaonna Kanryo Sensei og Miyagi Chojun Sensei, som mester og elev deres liv til træning, forbedring og ud­vikling af “NAHA-TE”. De nåede at træne sammen i 15 år, ind­til Higaonna Kanryo Sensei døde i oktober 1916 -i en alder af 63 år.

 

Samme år drog Miyagi Chojun Sensei til Kina for at finde me­ster Ryu Ryuko’s dojo i byen Foochow i Fukien, hvor Higaonna Kanryo Sensei havde trænet i 15 år. Det eneste han fandt, var de sørgelige rester af en ydermur, der engang havde været me­ster Ryu Ryuko’s dojo og Higaonna Kanryo Sensei's hjem. Her mødte han en gammel mand, der i sin tid havde været elev hos mester Ryu Ryuko, og han kunne fortælle, at alle, der dyrkede kampkunsten, var flygtet til Singapore og Malaysia under Re­volutions-krigen for at undgå forfølgelse. Da krigen var for­bi, var det ikke mange, der vendte tilbage, men de der gjor­de, holdt sig fortsat under jorden. Miyagi Chojun Sensei gav den gamle en opvisning i sin kunst, og den gamle mand var dybt benovet.

 

Efter sin hjemkomst fra Kina beskæftigede Miyagi Chojun Sensei sig hovedsagelig med studier af Kata’en “ ROKKISHU”, der er grundlaget for den originale “åben hånd” Kata “ TENSHO”. “ TENSHO” er kendetegnet ved, at de imponerende bevægelser ér bløde og smidige i modsætning til “ SANCHIN KATA”, som er hård.  Senere hen udviklede han 2 Kata’er mere:  “ GEKISAI DAI’ICHI” og “ GEKISAI DAI’NI”, men “ TENSHO KATA” anses stadig for at være hans virkelige mesterstykke.

 

 

Miyagi Chojun Sensei’s træning og studier

 

Eftersom Miyagi Chojun Sensei ikke længere kunne modtage un­dervisning af den afdøde Higaonna Kanryo Sensei, måtte han søge nye veje, og han koncentrerede nu sin søgen efter inspi­ration til sine omgivelser i tæt samhørighed med naturen.

 

Han trænede sit “Kiai” nede i vandkanten og udviklede et så kraftfuldt “Kiai”, at det overdøvede bølgebrusene. Han træne­de sine øjne ved først at fokusere på sandet rundt om fødder­ne og derefter gradvist lade sit blik stige, indtil det var på højde med vandoverfladen. Herefter lod han øjnene glide ud i horisonten, for til sidst at udføre øvelsen i omvendt række­følge. Miyagi Sensei udførte hele øvelsen uden at blinke.

 

Miyagi Sensei trænede til tider “SANCHIN KATA” ude i vandet og andre gange på en bjergtop, og i Kyoto trænede han engang “SANCHIN KATA” i 3 dage ude i sneen. Han tilstræbte altid at træne under de mest krævende forhold og i nær kontakt med na­turen, for han var fast besluttet på at lære ethvert tænke­ligt aspekt af karate at kende.

 

Miyagi Chojun Sensei tilstræbte at anvende enhver situation og genstand i omgivelserne i den daglige træning. Hvis han f.eks. skulle passere mellem et par 2 meter høje lige klippevægge, foregik det i zig-zag-løb, således at han “slog” krop­pen ind i væggene. Nogen gange kastede han sig ned på klippegrunden, for derefter hurtigt at rulle op på benene igen.

 

Når han var indendøre, sad han aldrig med ryggen mod en dør eller et vindue, og når han skulle sove, udvalgte han nøje stedet, hvor hjerte og hoved skulle placeres. Under morgen­toilette, på gåture eller når han åbnede døre og vinduer, var han meget optaget af, hvordan man ville kunne forsvare sig i sådanne situationer.

 

Om sommeren, før han gik i seng, trænede Miyagi Chojun Sensei “tsuki” (stød) på et insekt-net spundet af blød hamp, og når han var færdig med det, trænede han “seiken” (knoer) ved at slukke stearinlys med dem. Han var ofte så træt, at han ikke kunne sove på grund af muskelspændinger og ømhed efter dagens træning.

 

Miyagi Chojun Sensei bad af og til sin kone om at åbne en vinduesskodde om morgenen, for han ville undersøge, om han opfangede lyde eller lyset først, og en dag bad han hende gø­re det så mange gange i træk, at hun var bange for, at han var ved at gå fra forstanden.

 

Miyagi Sensei søgte at finde de teknikker, som kunne afkorte den tid, der går fra man får øje på sin modstander, til den rigtige muskel reagerer via hjernen. Han koncentrerede sig også om de 5 sanser i ønsket om gennem huden og en forbedret lugtesans at kunne føle en modstander, selv om denne kom bag­fra.

 

Miyagi Sensei havde mange mærkværdige oplevelser, medens han var dybt engageret i sine studier og træning af Kata. En nat blandt mange drømte han, at en mand lærte ham en Kata og gav ham præcise anvisninger samt forklaringer på, hvad formålet var med den ved sådanne lejligheder sprang Miyagi Sensei ud af sengen og begav sig ned til sin dojo for at træne efter anvisningerne. 

 

Ovenstående er blot nogle få eksempler på Miyagi Chojun Sen­sei’s daglige træning, for han tænkte stort set på sin kunst døgnets 24 timer og trænede utrætteligt.

 

 

Karatens udbredelse

 

Kronprins Hirohito (Japans nuværende kejser) besøgte i 1921, på sin rundrejse til Europa, Nakeigusuku-Bugten på Okinawa. Her blev afholdt en stor banket til hans ære, hvor der bl.a. blev givet opvisning i NAHA-TE og SHURI-TE, udført af de dyg­tigste Karate-ka fra hver stilart. Kronprinsen var dybt beta­get af, at kampkunsten var så højt udviklet, når man tager Okinawa’s størrelse i betragtning.

 

I 1925, da Miyagi Chojun Sensei var 37 år, viste han NAHA-TE for prins Chichibu.

Allerede dengang forudså Miyagi Chojun Sensei karatens udbre­delse først til Japan og dernæst udover resten af verden og derfor fandt han det vigtigt at samle og organisere alle Okinawa-stilarter for at bevare dem som kulturskat for efter­tiden og som en kulturarv til Okinawa’s kommende generatio­ner. Med det i tankerne grundlagde han i 1926 Karate Akademi­et i byen Wakasa-cho, Naha-shi (Amt), i et samarbejde med Ha­nashiro Chomo Sensei fra SHURI-TE og Motosu Choyu Sensei og Mabuni Kenwa Sensei (grundlægger af SHITO-RYU). Disse fire instruktører underviste således eleverne på skift.

 

Træningen startede som regel med opvarmning og “KIHON” (basis teknikker), som havde til formål at styrke elevens fysik og udholdenhed. Efter opvarmningen trænede man “SANCHIN KATA” om og om igen, - dag efter dag, dels for at styrke fysikken, men også som opbyggelse af den åndelige og mentale styrke, og gennem gentagelse af de enkelte øvelser beherskede hver en­kelt elev til sidst videnskaben karate og dens virkemidler.

 

Efter træningen samledes man om Miyagi Chojun Sensei for at lære essensen og ånden i kampkunst at kende. Han berørte em­ner som menneskeheden, hændelser i hverdagen og samuraiens kutymer (kodex). Miyagi Chojun Sensei ville ikke kun hjælpe sine elever med karate træningen, han ville også hjælpe dem i deres åndelige udvikling. Akademiet lukkede i 1929.

 

Grundlæggeren af JUDO, Kano Jigoro Sensei, besøgte i 1927 Okinawa efter en invitation fra Okinawa's “Karate Forbund”, og ved en reception til hans ære gav Miyagi Chojun Sensei et eksempel på en karate Kata. Kano Sensei var meget benovet over Miyagi Sensei’s opvisning, og bagefter demonstrerede Mi­yagi Sensei kaste- og fastholdelses-teknikker for at illu­strere, hvor vigtig åndedrætsteknikken er under disse bevæ­gelser. Kano Sensei var dybt betaget af de højtudviklede tek­nikker og karatens forfinelse.

 

Kano Sensei var tilsyneladende ligeså betaget af personen, Miyagi Chojun Sensei, hvis man skal dømme udfra de breve, han senere sendte til ham.

 

Ved Butoku-sai Turneringen i 1930 og igen ved Sainei Budo i 1932, samt ved mange andre stævner, blev der sendt bud efter Miyagi Chojun Sensei til opvisning i Okinawa Karate. Det var takket være Kano Sensei’s store indflydelse, at Miyagi Chojun Sensei fik rig lejlighed til at vise Okinawa Karate ved de store, japanske stævner for Kampkunst, som blev finansieret af den japanske stat.

 

Goju-Ryu får sit navn

 

Ved det store stævne, ”All Japan Martial Arts Tournament”, der blev afholdt i forbindelse med kroningen af kejser Hirohito i 1930, var det Miyagi Chojun Sensei’s ældste elev, Shinzato Jin’an Sensei, der viste Kata. Shinzato Sensei kunne efter opvisningen ikke svare en KOBUDO-mester (KOBUDO = Traditionel Kinesisk Stil) på, hvilken stilart han tilhørte, da der den­gang hidtil ikke havde været grund til at have et bestemt navn for hver stilart.

 

Da Shinzato Sensei kom hjem til Okinawa, fortalte han Miyagi Chojun Sensei om hændelsen. Miyagi Sensei tænkte længe over problemet og besluttede sig så til at finde et passende navn til sin stilart, for at kunne udbrede kendskabet til den samt for at kunne indgå i et samarbejde med andre japanske kampstil arter.

 

Miyagi Chojun Sensei gav sin stilart navnet GOJU-RYU, som ef­ter den traditionelle, kinesiske KEMPO fortolkning betyder “Hård og Blød stil”, men selv om han var den første på Okina­wa, der gav sin stilart navn, brugte han det sjældent, og der blev heller aldrig sat navneskilte op i dojo’en. GOJU-RYU blev i 1933 optaget og registreret i Butoku-kai, “Det Japan­ske Kampkunst Forbund”.

 

I begyndelsen af 1930'erne var Miyagi Chojun Sensei meget ak­tiv i udviklingen og udbredelsen af Karate-do til Japan og hele verden. I 1934 blev Miyagi Sensei udnævnt til formand for Butoku-kai’s underafdeling på Okinawa.

 

I april 1934 blev Miyagi Sensei af et dagblad på Hawaii invi­teret derover for at præsentere karate. Han blev der i 10 må­neder, før han vendte tilbage til Naha. I 1934 modtog han Un­dervisnings ministeriets pris for en usædvanlig indsats for fysikkens forædling.

 

I 1936 tog Miyagi Sensei igen til Kina, denne gang til Shang­hai, for at lære mere om kinesisk Kampkunst ved “Akademiet for Udvikling og Forædling af den menneskelige Fysik”, hvor han blev i 2 måneder.

 

I maj 1937 modtog Miyagi Sensei, efter en opvisning i Kata ved et Butoku-kai stævne, et stipendium af Butoku-kai Forbun­det til fortsat udvikling indenfor hans område.

 

Miyagi Chojun Sensei brugte hele sit liv på GOJU-RYU KARATE-DO og forbedrede hele tiden Karate ved hjælp af videnskabe­ligt udviklede træningsmetoder. I 1940 skabte han “KATA GEKISAI DAI ICHI” og “KATA GEKISAI DAI’NI” for at gøre karate populær og for at forbedre unge menneskers fysiske udvikling. Miyagi Sensei skabte også “TENSHO KATA”, som understre­ger de bløde bevægelser i kunsten modsat “SANCHIN KATA”, der er hård. Heraf kommer navnet GOJU-RYU, der på japansk bety­der:” Den hårde og bløde kunst”, et meget betegnende navn for denne stilart. På denne tid var “ GOJU-RYU” fast etableret og var begyndt at brede sig til den øvrige verden.

 

Miyagi Chojun Sensei var den sande grundlægger af “ GOJU-RYU KARATE-DO”. 

 

Miyagi Sensei var meget stolt af Okinawa Karate. Lige fra be­gyndelsen var han helt på det klare med karatens betydning og dens plads som Okinawa’s kulturarv, derfor ofrede han hele sit liv på at udbrede kendskabet og videreudvikle karate til arv for de kommende generationer. 1940’erne var en tragisk periode for karate. I 1941 brød 2. Verdenskrig ud, og hen imod slutningen af 1944 måtte Miyagi Chojun Sensei og hans elever se sig fanget midt i det ødelæg­gende slag om Okinawa og den efterfølgende sults pinsler. I kampen mistede Miyagi Sensei både sin 3. søn, Jun, og sin ældste elev, Shinzato Jin’an Sensei. Det var bestemt ikke tiden at træne karate i, så Miyagi Chojun Sensei indstillede undervisningen i denne periode.

 

I 1946 blev han leder af Okinawa's Akademi for Fysisk Udvik­ling og begyndte at undervise på øens politiskole. Samme år genoptog han også “civilundervisningen” i sin baghave i byen Tsuboya-cho, hvor hans 4. søn for øvrigt stadig bor. Blandt de mange elever kan nævnes: Miyagi An’ichi Sensei, Miyazato Eiko Sensei, Miyazato Ei’ichi Sensei, Iba Koshin Sensei og Aragaki Shu’ichi Sensei.

 

Efter krigen bredte Okinawa Karate sig hurtigt udover hovedlandet Japan, og Miyagi Chojun Sensei underviste en kort tid i Kansai - det vestlige område af Japan.

 

Miyagi Sensei’s kunnen indenfor karate var storslået - næsten overmenneskelig hans angreb og kropsbevægelser var utrolig hurtige og hans stød utrolig hårde og præcise. Paraderne, håndteknikkerne og “SABAKI” (kropsbevægelser) var uden side­stykke, og der var meget vægt og “MUCHIMI” (klæbrige hænder I fast greb) i hans teknik. At se Miyagi Sensei udføre Kata kan knapt beskrives med ord de var dybtfølte og kunstneri­ske. Når folk talte sammen om Miyagi Chojun Sensei’s Kamp-kunst, sagde de: “Ingen vil nogensinde komme i besiddelse af en så ødelæggende kraft og styrke som Miyagi Chojun Sensei”.

 

På Okinawa var Miyagi Chojun Sensei højt respekteret og blev til daglig omtalt som “Bushi Nagusuku”, som betyder “Gentle­manden og Krigeren Miyagi”. Medens han endnu levede, var han kendt af alle på Okinawa, men han var også respekteret over hele verden som en af de største autoriteter indenfor kara­te.

Som udøver af karate er jeg fast besluttet på at bevare og videreføre de store opdagelser og den undervisning, Miyagi Chojun Sensei gav videre til eftertiden. Jeg føler, at Miya­gi Chojun Sensei altid er med os i ånden og hele tiden be­tragter og vejleder os i den daglige træning.

 

Navnet Goju-Ryu’s oprindelse

 

Miyagi Chojun Sensei navngav sin kampkunst GOJU-RYU, et navn der blev udvalgt med de 8 Bud fra traditionel, kinesisk KEMPO som grundlag. Buddene findes nedskrevet i et dokument kendt som “BUBISHI”, (se følgende danske oversættelse):

 

                                                                                       1. Forstanden er et ned himmel og jord

                         2. Kroppens Cyklus er den samme som solen og månens.

    3. Ind- og udånding er lig med hårdt og blødt.

                        4. Lev i overensstemmelse med tiden og forandringerne.

           5. Teknik opstår når bevidstheden er fraværende.

                  6. Fødder skal gå frem og tilbage, adskilles og mødes.

7. Øjnene ser selv den mindste forandring.

    8. Ørerne lytter opmærksomt i alle retninger.

 

 Jeg tror, at de 8 Bud er essensen af kampkunsten, og det er dem, vi tilstræber at opnå gennem træning af GOJU-RYU KARATE-DO. Man bør altid være i harmoni med sin træning og tilstræbe at blive et menneske, der kommer samfundet til gode. Jeg hå­ber, at vi gennem en sådan træning en dag vil genfinde vore naturlige instinkter og medfødte evner.

 

  Higaonna Morio den 1. marts 1985.